Jobopslag: Projektleder Nordfokus

Drømmer du om at arbejde med det nordiske arbejdsmarked? Har du viden om og interesse for erhvervsuddannelser? Så er dette din chance for at arbejde på Nordens måske mest spændende arbejdsplads! Vi søger nu en projektleder til det EU-finansierede projekt Nordfokus, hvor du kommer til at arbejde fra FNF's kontor i København. Vi tilbyder en arbejdsplads med kolleger fra hele Norden, hvor du kan gøre en nordisk forskel.

Om FNF

Foreningerne Nordens Forbund (FNF) er et samarbejdsorgan for de nationale nordiske foreninger: Norden - Foreningen Norden i Danmark, Pohjola-Norden, Centralförbund i Finland för nordiskt samarbete, Norrøna Félagið í Føroyum, Norræna félagið á Íslandi, Norden - Foreningen Norden i Norge, Norden - Foreningen Norden i Sverige og Föreningen Norden på Åland samt Foreningerne Nordens Ungdom.

Forbundets hovedopgave er at koordinere de nationale foreningers fælles interesser i arbejdet med at styrke det folkelige nordiske samarbejde på alle niveauer. Forbundets principprogram er baseret på de prioriteringer, som de nordiske foreninger har gjort for deres nationale arbejde.

Om Nordfokus

Nordfokus fokuserer på at forbedre mulighederne for unge med en erhvervsuddannelse for at finde relevante praktikpladser i Danmark, Norge og Sverige, samtidig med at man tager fat på rekrutteringsudfordringer for arbejdsgivere i regionen. Projektet adresserer to hovedudfordringer

1) Programmerne skal blive bedre til at samarbejde på tværs af grænserne

2) Gøre det lettere for arbejdsgivere at finde relevante kandidater på tværs af grænserne og samtidig klæde kandidaterne på til at fungere på et grænseløst arbejdsmarked.

Projektet er treårigt og løber fra 1. januar 2023 til 31. december 2025.

Arbejdsopgaver

- Informationskampagner og rekruttering af studerende, jobsøgende og arbejdsgivere i Norge, Danmark og Sverige

- Informere og vejlede kandidater gennem hele processen fra informationsmøder til det endelige job. Herunder gennem fysiske præsentationer sammen med partnerorganisationer.

- Budgetarbejde og personaleledelse af 4 personer

- Rapportering til styregruppen og Interreg om fremskridt

- Fundraising og udviklingsarbejde

- Arbejde med kommunikation

Krav til kvalifikationer

Vi leder efter en engageret kandidat med det rette drive og evnen til at arbejde selvstændigt.

Det er et krav, at du har gode skandinaviske kommunikationsevner. Erfaring med at arbejde med nordiske arbejdsmarkedsspørgsmål og/eller nordiske projekter er ikke et krav, men en fordel.

Løn, arbejdstid og startdato

Lønnen aftales og baseres på tidligere erfaring. Stillingen er på fuld tid, og der forventes en del rejseaktivitet.

Stillingen skal besættes pr. 1. juni 2024. På grund af den tidlige start på rekrutteringen er ansøgningsfristen den 12. april 2024.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Morten Fabricius Meyer, Head of Unit, på 53375223.

Ansøgninger skal sendes til morten@nordfokus.org senest den 12. april 2024.

Tidligere
Tidligere

Konference i Aalborg - Rejs og lær

Næste side
Næste side

Stort potentiale for grænseoverskridende arbejdserfaring i Norden